(om webmasteren ...klik ovenfor)


Nedenstående
kan i særlig
grad anbefales:


(klik på covers for
at se forstørrelse)

 

 

 


Kraftwerk:
Computerwelt (1981)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vangelis:
Heaven & Hell
(1975)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vangelis:
El Greco (1997)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Jean-Michel Jarre: Oxygene (1976)

Gå til: Definition Kraftwerk Vangelis Jean Michel Jarre Andre

Definition

Viderebygger på tidlig space rock og krautrock. Udøverne bruger næsten kun elektronisk udstyr, og spænder vidt i kompleksitet. Nogle bands kræver meget stor tålmodighed, selv i sammenligning med "almindelig" progressiv rock, mens andre er langt mere kommercielle. Genrens to vigtigste bands er nok Kraftwerk og Tangerine Dream.

Opstået først i 70'erne, og stamgenren til flere populære genrer der slog igennem i de følgende årtier, så som 80'ernes synthpop og 90'ernes ambient, new age og techno.

Bands

Kraftwerk (Tyskland, 1970-86, 1991, 1999- )

Medlemmer: Florian Schneider (synthesizere, keyboards, strygere, fløjte, violin, guitar, trommer, bjælder, vokal 1970-86, 91, 99- ), Ralf Hütter (synthesizere, keyboards, strygere, trommer, klaver, bass, harmonika, bjælder, vokal 1970-86, 91, 99- ), Klaus Dinger (trommer 1970), Andreas Hohmann (trommer 1970), Klaus Roeder (1974), Wolfgang Flür (elektrisk slagtøj, synthesizere, keyboards, programmering 1974-86, 91), Karl Bartos (elektrisk slagtøj, keyboards, programmering 1975-86, 91), Fritz Hilpert (elektrisk slagtøj 1999- ), Henning Schmitz (elektrisk slagtøj 1999- )

Album: Kraftwerk (70), Kraftwerk 2 (71), Ralf & Florian (73), Autobahn (74), Radio-Activität (75), Trans-Europa Express (77), Die Mensch-Maschine (78), Computerwelt (81), Tour De France (EP, 83), Electric Café (86), The Mix (91), Expo 2000 (99), Tour De France - Soundtracks (03), Minimum Maximum (live 05)

I 1968 dannede Florian Schneider og Ralf Hütter gruppen ORGANISATION, og udsendte et af de første album i Krautrock genren, "Tone Float". Dette album var domineret af lange, frie improvisationer, mixet orgel og electroniske eksperimenter med akustisk slagtøj.

I 1970 skiftede bandet navn til Kraftwerk, og udsendte en minimalistisk plade af samme navn. Musikken er præget af gentagen lydmanipulation, tilsat fløjte og electronisk orgel, og virker lidt larmende og uvirkelig. Samme år udsendes "Kraftwerk 2" fortsætter linien fra debut'en. I 1973 udsendes den tredje LP, "Ralf & Florian", der markerer et vendepunkt, hvor melodierne og lyden langsomt bliver mere pop-orienteret.

I 1974 skaber Schneider og Hütter "Kling Klang" studiet; et laboratorium helt dedikeret til avanceret electronisk lydforskning og investering i nye synthesizere. Her indspilles albummet "Autobahn" der med fangende og effektive melodier udløser det kommercielle gennembrud. Herefter optages Wolgang Flür og Karl Bartos, og Kraftwerk får den besætning der bliver kendetegnende for den klassiske periode, med meget successfulde plader som "Radio-Aktivitat", "Trans-Europa Express" og især "Die Mensch-Machine" (udsendt i engelske udgaver på verdensmarkedet), der indeholdt kæmpehittet "The Model". Kraftwerk var blevet bredt anerkendt, og blev kendt som skaberne af elektro poppen.

I 1981 udgives "Computer Welt" der sætter fokus på maskiner, computere det numeriske samfund. I modsætning til langt størstedelen af de bands der mange år senere følger i Kraftwerks fodspor, er indfaldsvinklen lys og positiv. Efter udsendelsen af "Electric Café" i 1986 holder bandet en mangeårig pause, og lader stort set ikke høre fra sig igen før omkring til årtusindeskiftet med "Expo 2000", hvor Flür og Bartos har forladt bandet. Kraftwerk skydes dog for alvor først i gang igen med albummet "Tour de France Soundtrack" i 2003. Karl Bartos har i mellemtiden udsendt tre albums, som Elektrik Musik og i eget navn. Lyden, især på "Esperanto" og i lidt mindre grad på "Communication" er umiskendelig Kraftwerk, og melodierne mere markante end på samtidige Kraftwerk udgivelser.

Kraftwerk gav koncert i Randers i sommeren 2009, med et gennemført stilrent sceneshow og en tysk præcision der vakte begejstring blandt både publikum og presse.

Til den officielle hjemmeside

Til top

Vangelis (Grækenland, 1970- )

Medlemmer (reelt gæstemusikere, ud over Vangelis): Vangelis Papathanassiou (keyboards, synthesizere, klaver, vokal 1970- ), Michel Ripoche (violin, 1971, 79), Brian Odger (bass, 1971), Tony Oxley (trommer, 1971), Mick Waler (bass, 1971), Arghiris (guitars, 1971), Robert Fitoussi (F.R David) (bass, vokal, 1973), Argiris Koulouris (guitar, 1973), Jon Anderson (vokal, harpe 1975, 79-80), Vana Veroutis (vokal, 1975), Yeunk Hak Fun (vokal, 1979), Koon Fook Man (vokal, 1979), Silver Kolouris (guitar, 1980), Cherry Vanilla (vokal, 1980), Cori Josias (vokal, 1980), Peter Marsh (vokal, 1980), Caroline Lavelle (vokal, cello, 1995), Stina Nordenstam (vokal, 1995), Paul Young (vokal, 1995), Konstantinos Paliastsaras (vokal, 2004), Irina Valentinova-Karpouchina (vokal, 2004), Maria Bildea (harp, 2004), Vanessa-Mae (violin, 2004)

Album: Sex Power (soundtrack, 70), Hypothesis (71), The Dragon (71), Fais Que Ton Rêve Soit Plus Long Que La Nuit (72), Earth (73), L'Apocalypse Des Animaux (soundtrack, 73), Heaven and Hell (75), Ignacio (Entends-Tu Les Chiens Aboyer) (soundtrack, 75), Albedo 0.39 (76), La Fete Sauvage (soundtrack, 76), Spiral (77), Beaubourg (78), China (79), Opera Sauvage (79), Odes (with Irene Papas, 79), Short Stories (with Jon Anderson, 80), See You Later (80), The Friends Of Mr. Cairo (with Jon Anderson, 81), Chariots Of Fire (soundtrack, 81), Blade Runner (soundtrack, 82), Private Collection (with Jon Anderson, 83), Antarctica (soundtrack, 83), Soil Festivities (84), The Bounty (soundtrack, 84), Mask (85), Invisible Connections (85), Rapsodies (with Irene Papas, 86), Direct (88), The City (90), Page of Life (with Jon Anderson, 91), 1492 - Conquest of Paradise (soundtrack, 92), Voices (95), Oceanic (96), El Greco (98), Mythodea - Music for the NASA Mission: 2001 Mars Odyssey (01), Alexander (soundtrack, 04), El Greco (soundtrack, 07), Blade Runner Special Edition (07)

Det er først og fremmest hans udgivelser i 70'erne der kan kaldes elektronisk prog, - resten af hans samlede værker falder mest inden for en række andre katagorier. Han er i dag først og fremmest berømt for hans pompøse lydspor til storfilm. Hans egentlige soloplader er typisk instrumentale.

Vangelis første band var det græske popband "Forminx". Sidst i 60'erne flyttede han til Paris og dannede "Aphrodite's Child", der snart hittede over hele Europe. Gruppen opløstet i 1970, og Vangelis startede sin solokarriere.

Han første soloplade, lydsporet til en ukendt film, "Sex Power", præges i første omgang mest af klaver og akustisk guitar, og elektroniske instrumenter høres kun i meget lille omfang. Opfølgerne "Hypothesis" og "The Dragon" indeholder improviseret, eksperi-menterende instrumentalmusik fra jamsessions i London, og de hælder kraftigt i retning af jazz/fusion. "Fais Que Ton Rêve Soit Plus Long Que La Nuit" fra 1972 lyder som en collage af nyhedsudsendelser, lydoptagelser, folkemusik, klaverstykker, men her også med få tidlige synthesizere der i forhold til samtiden bruges ganske progressivt. "Earth" (1973) indeholder en bred vifte af stilarter, og flere eksperimenterende progressive rocknumre med fusionselementer, blandet med traditionel græsk lyd. Samme år udsendes "L'Apocalypse Des Animaux" (1973), der dog blev indspillet til TV-serien i årene forinden. Denne eksperimenterende plade lyder foran sin tid, som meget tidlig "new age", med dens kombination af akustisk og tidligt elektroniske instrumenter, der giver associationer til de drømmelandskaber andre først skabte år senere da synthesizere blev mere almindelige.

Vangelis store gennembrud som solist kom to år senere i England med "Heaven and Hell", ikke mindst pga. det smukke hit "So Long Ago So Clear" med vokal af Jon Anderson. På dette, hans stærkeste progressive værk, skabte Vangelis en revolutionerende lyd, der gjorde brug af mange kor til den symfoniske lyd af de mange synthesizere, ofte pompøst, andre gange tilbagelænet og atmosfærisk med et stænk af græsk musik.

Det var på det næste egentlige album, det famøse og meget keyboard-orienterede "Albedo 0.39" fra 1976, at lyden for første gang helt domineres af den elektroniske lyd. Det er jazzrock/fusion der møder tidlig new age, og musikken har, ligesom for en række af de senere plader, været anvendt i utallige TV-programmer. "Spiral" fra året efter fortsætter den elektroniske linie, men er mere let tilgængelig end de tidligere plader.

De følgende mange plader fortsætter vejen frem mod den orkestrale klassiske Vangelis stil, der kendetegner de moderne storfilm han siden 90'erne har lavet lydsporet til. Undervejs, først i 80'erne, lavede han sine måske mest legendariske lydspor, "Chariots of Fire", der vandt en Oscar, og "Blade Runner". I denne periode udsendte han også flere plader med den græske sangerinde og skuespiller Irene Papas og Jon Anderson fra Yes (som Jon & Vangelis), samt den glimrende "See You Later" (også med gæstevokal af Jon Anderson).

I 1987 forlod han London og indspillede sine plader i flere europæiske storbyer. "Voices", "Oceanic" og ikke mindst "El Greco" fra 90'erne står som nogle af hans på en gang smukkeste, stærkeste, og mest gennemført sammenhængende værker. Senest har han lavet musik til de olympiske lege i Athen, lavet en stor opførelse med verdensberømte sopraner i Akropolis for NASAs Mars Mission, samt lydsporet til Oliver Stone's storfilm "Alexander".

Hans seneste udgivelse indeholder indeholder foruden en remasteret udgave af hans 1982-værk "Blade Runner", også både en CD med tidligere uudgivne numre skrevet til filmen, såvel som en CD med nye kompositioner, inspireret af hans eget værk.

Til Vangelis' hjemmeside

Til top

Jean Michel Jarre (1972- )

Medlemmer (reelt gæstemusikere, ud over Jarre): Jean-Michel Jarre (synthesizere, keyboards, mellotron, organ, harpe laser 1972- ), Laurie Anderson (vokal, 1984, 00), Adrian Belew (guitar, 1984), Yogi Horton (trommer, 1984), Marcus Miller (bass, 1984), Fredrick Rousseau (keyboards, 1984), Michel Geiss (synthesizere, 1986, 90-93), Dominique Perner (synthesizere, 1986), Joe Hammer (slagtøj, 1986), David Jarre (keyboard, 1986), Guy Delacroix (bass, 1988-90), Hank Marvin (guitar, 1988), Jun Miyake (trumpet, 1988), Dominique Perrier (synthesizers, keyboards, klaver 1988-93), Mireille Pombo (vokal, 1988), Francis Rimbert (synthesizere, 1988, 93-00), Christopher Deschamps (trommer, 1990), Amoco Renegades (trommer, 1990), Patrick Rondat (guitar, 1993), Natacha Atlas (vokal, 2000), Oezlem Cetin (vokal, 2000) Olivier Constantin (vokal, 2000), Sharon Corr (violin, 2000), Dierdre Dubois (vokal, 2000), Joachim Garraud (keyboard, trommeprogrammering)

Album: Deserted Palace (72), Les Granges Brûlées (lydspor, 73), Oxygene (76), Equinoxe (78), Magnetic Fields (81), The Concerts In China (82, Live), Zoolook (84), Rendez-vous (86), En Concert - Houston / Lyon (87, live), Revolutions (88), Destination Docklands (89, live), Waiting For Cousteau (90), Chronologie (93), Hong Kong (94, live), Oxygene 7-13 (97), Odyssey Through O2 (98), Metamorphoses (00), Geometry Of Love (03), Aero (04), Teo & Tea (07)

Jean-Michel Jarre, hvis berømte far, Maurice Jarre, har skrevet lydspor til utallige TV-serier og film (bl.a. "Lawrence of Arabia", "Doctor Zhivago", "Gorillas in the Mist" og "Shogun"), anses som en af genrens pionerer. Som helt ung dannede han bandet Mystere IV, og allerede sidst i 60'erne begyndte han at eksperimentere med tape loops, radioer og andre elektroniske enheder, indtil han i 1968 blev medlem af Groupe de Recherches Musicales, hvor han blev introduceret for synthesizere.

Først i 70'erne gik han solo, men det var først i 1976 med hans tredje og banebrydende plade, "Oxygene", han blev verdensberømt. "Oxygene Part IV" er et af de mest kendte stykker elektronisk musik nogensinde. Selv om Jarre's nye stil bestod af lange instrumentale forløb, var musikken i forhold til andre pionerer som Tangerine Dream og Klaus Schulze, mere melodisk, iørefaldende og koncentreret, og således også mere kommercielt. Opfølgeren "Equinoxe" der kom to år senere, videreudvikler stilen fra "Oxygene, men er knap så flydende og homogen. Musikken forandres for hvert nummer; fra det afslappende, atmosfæriske storladne over i det hurtigt rytmisk elektroniske, men så det fortsat giver en samlet helhed.

Det var efter denne udgivelse Jarre i Paris gav den første af de enorme udendørs koncerter, hvis koncept han har gentaget mange gange siden over hele verden, også i Danmark. Med én million tilskuere kom han i i Guinness Rekordbog for første gang. Han skulle senere slå sin egen rekord 3 gange, senest i Moskva i 1997 med 3,5 mio. tilskuere!

I 1981 udsendtes "Magnetic Fields", der har en mere mekanisk lyd end tidligere, og er også en af de første plader nogensinde hvor der bruges samplere. Men i forhold til de senere udgivelser har "Oxygene", "Equinoxe" og "Magnetic Fields" stadig en så fælles lyd at man kan tale om en trilogi.

"Zoolook" fra 1984 gør sammen med store og sære synthesizer-landskaber meget brug af stemmesampling og usædvanlige lydeffekter. Melodierne er stadig til stede, men får oftest en mere tilbagetrukken rolle. En anderledes og interesant oplevelse, der svinger betydeligt mere i kvalitet end forgængerne. Med efterfølgeren "Rendez-Vouz" får vi en udmærket og mere homogen plade der også i lydbilledet ligger noget tættere på "trilogien". De følgende to plader er desværre ret skuffende, især "Waiting For Cousteau", der afrundes med det 47 minutter lange titelnummer, der blot er lyde som kører i tomgang hele vejen. Til gengæld udsender har i 1993 "Chronologie" der næppe er overgået siden. En kombination af moderne og klassiske Jarre-elementer a la "Magnetic Fields", der igen har hele pladen delt ind i kapitler, som på de ældre udgivelser. I 1997 udsender Jarre "Oxygene 7-13", der både i titler og lyd fortsætter hvor den originale "Oxygene" slap. Stilen er ramt fint, her 20 år senere, og selv om det er en udmærket udgivelse når den ikke på noget tidspunkt op på siden af originalen. Siden har Jarre udsendt et par studieplader, der desværre ikke er videre interessante.

I 2002 gæstede han Gammel Vrå Vindmøllepark i Nordjylland med AERO koncerten for 50.000 mennesker. Året efter udsendtes opsamlingen "Aero", der indeholdt såvel nye numre (der blev introduceret til koncerten) som gamle numre i ny indpakning. Seneste studieplade "Teo & Tea" virkede noget uoplagt, så måske passende at Jarre p.t. tilsyneladende holder en længere pause fra sangskrivningen.

Til den officielle hjemmeside

Til top

Andre udvalgte bands:

- Tangarine Dream (Tyskland)
- Klaus Schulze (Tyskland)
- Brian Eno (England)
- Kitaro (Japan)


Jean Michel Jarre
- Live i Vrå Vindmøllepark september 2002:


(klik på billede for
at se forstørrelse)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde til livefotos:

http://carsten.
andersen1.person.
emu.dk/jarre

 

 

 

 

 

 

Tilbage til startsiden Til siden med symphonisk rock Til siden med space rock Til siden med neoprogressiv rock Til siden med progressiv metal Siden med andre undergenrer til progressiv rock Siden med CD'er der mangler i samlingen Siden med henvisninger til andre progrock-relaterede sider