Steel Umbrellas (Polydor)

 

Have, Aalborg Stiftstidende 1994

Canadiske Saga er noget så sjældent som en blanding af begavet let metal-rock og noget der til tider lyder mest som stram funk, med stærke pop-over- og undertoner. Bygget op omkring skarpe guitar-riffs, der kan virke tunge, men lagt i luftige arrangementer. Ofte kører guitar og tangenter tæt parløb om samme temaer. Hertil lys sang.
Takket være de fire første, aldeles udmærkede plader, “Saga”(1978), “Images at Twilight”(1979), “Silent Knight”(1980) og “Worlds Apart”(1981) var Saga straks blandt de større navne. Store nok til også i Danmark at samle publikum nok til det, der i 1982 blev til livepladen “In Transit”. Siden har det knebet med at holde på publikum. Nogle plader har nok været for rodede eller svære at gå til. Andre for tunge.

Med “Steel Umbrellas” begynder den gamle kerne, Michael Sadler (sang), Jim Crichton (bas), Ian Crichton (guitar) og Steve Negus (trommer) næsten forfra med en ny tangentspiller, Jim Gilmour. Resultatet? Saga i gammel stil, men med let, luftigt 90'er-snit, fyldt med gode melodier, flotte detaljer i soloer og kor, gode overgange, en vis form for drama, lidt skæve tekster og først og sidst en høj spille- og sangglæde. Kun forstyrrer det lidt, at sangen lægger sig rigeligt efter David Bowies stil. Her er her-og-nu-hittet, den drevne og meget typiske “Why Not?”, den tunge og træge, funk-duppende “Feed The Fire” og et par fine, tændte ballader, især “Say Goodbye to Hollywood”.

4 af 6 points

Til startsiden