Pleasure & The Pain (Polydor)

 

Gaffa e.l. 5/97

Mere tidssvarende musik, vil nogen sige, er det denne gang fra Saga, der er bedre stillende end nogensinde. Ikke mindst guitarist Ian Crichton, der er mere end bare ovenpå efter sin armskade. Tekniske guitarorienterede sager som “How Do You Feel?”, “Welcome To The Zoo” og en opdateret nyfortolkning af klassikeren “You’re Not Alone” understreger udviklingen, mens “Gonna Give It To Ya” og den mesterlige åbner “Heaven Can Wait” er mere i den traditionelle stil, men frygt ikke! Saga lyder stadig umiskendeligt som Saga. Den opmærksomme fan vil opdage at det ikke er Steve negus der spiller trommer. Han er dog ikke ude af bandet, men da han var optaget af andre ting, da pladen skulle laves, indvilligede han i at lade Glen Sobel gøre arbejdet i stedet, og forskellen er minimal. En frisk, levende og vellavet plade.

 

Have, Nordjyske Stiftstidende 6/97

Canadiske Saga fra Toronto har eller har haft en vis svaghedifor pompøs rock. De er blevet sammenlignet med Genesis, og til dels Yes og Emerson, Lake & Palmer. De har haft deres suverænt bedste tid i 70'erne, men lader nu, måske netop derfor, høre fra sig med stadig længere mellemrum. Senest i 1994 med “Steel Umbrellas”, og nu vil de til fadet igen.

Men det kan det nu være lige meget. Efter de første fire fremragende plader i 1978-81 er det, med ganske få undtagelser, gået alvorligt tilbage for sangeren Michael Sadler & Co.. Fra en på en gang luftig og fyldig, klassisk præget rock er Saga forkrøblet til stadig mere forstenet stadionrock uden profil, men med hang til growlerheavy, selv når The Beatles' “Taxman“ skal splittes ad i en næsten pinligt tynd kopi. Ellers får den med ret hårdt huggende heavy og anstrengt sære tekster, værst i “Welcom to the Zoo” og “Fantastically Wrong”, men et krampagtigt livtag med techno i “Where's My Money” er nu ogsa fælt. Pleasure? Det skulle da lige være “Gonna Give It To Ya”, der i sine vers lyder, som hvis Paul McCartney legede med disco/dance (!), for det meste roder til i omkvædet. Til gengæld belønnes man med et af Ian Crichtons alt for få, typiske, nøje styrede “amokløb” på ferm sologuitar. Store dele af resten er nærmest the Pain.

2 af 5 points.

 

Gaffa e.l. 6/97

I år har den populære canadiske kvintet Saga været sammen i 20 år, og det har de foreløbigt fejret ved at udgive deres 20. studiealbum, “Pleasure & The Pain”. Et album der, modsat pompøse albums som de legendariske “Silent Knight” (1980) og “Worlds Apart” (1981), samt det storladne mesterværk “Generation 13” (1995) blev skrevet og indspillet på under 5 uger, og derfor er endt som et mere simpelt, men friskt album, Sanger Michael Sadler er også i et strålende humør, da jeg ringer til ham i hans hjem i Tyskland. “Det vigtigste var at vi havde det sjovt, mens vi lavede denne plade. Nu havde vi nået de 20 år, og det var næsten som at lave en tilbageskuende plade, hvor vi trak på alt vi havde lavet i den periode. Vi ville indspille den som om det var vores første plade. Uden nogen form for regler eller forventninger, ville vi skrive lige hvad vi havde lyst til”, fortæller han om jubilæumspladen, der faktisk blev til ved en form for omvendt demokrati. “Vi vidste præcis hvilken slags plade vi ville lave”, fortsætter han. “Da vi samledes i studiet var der ingen færdige sange. Vi ankom hver især med forskellige idéer, og hvis vi alle sammen smilede arbejdede vi videre med dem, men hvis en af os ikke havde det godt med noget, droppede vi det. Vi arbejdede højest med en idé 4-5 timer om dagen, og lagde det så fra os. Hvsi vi næste dag stadig kunne lide det, fulgte vi op på det og fortsatte, og i løbet af 4-5 uger var albummet stort set færdigt.
Det er sansynligvis såvel et resultatet af både større rutine idag, men også at vi efter så mange år sammen ved hvordan vi kan forvente at hinanden reagerer på det vi spiller”, siger Michael. “Vi er vokset tættere sammen, men at det plejede at tage så lang tid i gamle dage var fordi vi nogle gange brugte en hel dag eller to på een keyboardlyd, der måske kun varede 8 takter. Set i bakspejlet var det også det, der på det tidspunkt gjorde Saga til Saga, og adskilte os fra alt den anden musik der fandtes, men hvis du i dag lytter til dance og den slags er det fyldt med de gamle synthesizer lyde, så hvad er hele formålet nu? Vi koncentrerer os i stedet om at skrive en god sang først, med en god melodi og en god tekst, og så kom vi flødeskummet på kagen. Vi har simpelthen arbejdet baglæns i årevis... ha-ha-ha!”.
De mange år har budt på både glæder og skuffelser for Saga, og deraf kommer titlen på albummet, hvis ganske korte og meget smukke titelnummer, i sin enkelthed udtrykker alle bandets følelser omkring de første 20 år af karrieren. “Ser du, man lærer ikke at sætte pris på de gode ting, hvis du ikke har haft skuffelser”, pointerer Michael og bevæger sig over i det filosofiske hjørne. “Jeg er ofte blevet spurgt om hvor meget glæde og hvor meget smerte, og hvis du laver en skala vil jeg sige 80 % glæde og 20 % smerte, men den fordeling synes jeg også vi har været heldige med over de 20 år. Tænk dig at jeg bliver betalt for at have en hobby. Jeg anser mig selv for meget priviligeret!

Og det er sagt af en mand der besidder den ydmyghed der er nødvendig for at kunne holde begge ben på jorden i så mange år. Trods rutinen og status som et millionsælgende band, er musikerne i Saga stadig drøn-nervøse hver eneste gang de skal på scenen. “Den dag jeg ikke er det, og det begynder at blive ren rutine, hvor jeg ved præcis hvad jeg vil sige og gøre på scenen er det på tide at holde op, for hvis jeg ikke føler ængstelsen og sommerfuglene i maven før jeg går på scenen, er det ikke en fornøjelse længere... så er det et job!”

Der skulle dog ikke være grund til bekymring i den retning, for Saga er sprængfyldt med ny energi. Når dette læses er deres turné startet, og den 13. juni spiller de i Frankfurt deres største show på 20 års dagen for deres første optræden nogensinde. “Vi spiller i Tyskland den dag, fordi det var i Tyskland vi først fik succes, og i øvrigt er det en fredag. Fredag den 13.? OH NO!!!”, udbryder Michael grinende. “Hvis det også er fuldmåne går jeg ikke på scenen, ha-ha-ha!”. Som de har gjort med klassikeren “You Are Not Alone” på den nye plade har Saga planer om at indspille mere af det gamle materiale i nye versioner, ligesom de stadig har planer om et album med de 8 “Chapters” fra de 4 første plader i kronologisk rækkefølge. “Vi arbejder stadig med idéen”, forsikrer Michael. “Alt er stadig muligt. At vi har 20 års jubilæum betyder jo ikke at vi sætter os ned og siger “OK, det var så det!”. Vi har mange år foran os, men jeg vil dog ikke garantere at vi også når et 40 års jubilæum, ha-ha-ha!!!”.

 

Peter Eriksen, Marcaroni 7/97

Canadiske SAGA blev dannet i Toronto i 1977 og kan nu fejre 20 års jubilæum med udgivelsen af deres 12. plade, 'Pleasure & Pain". Coveret signalerer umiddel-bart et stilskifte, idet de pompøse science fiction-natsværmere er udskiftet med en række skralde-spande, oplinede på isflager a la Pink Floyds sengerække på stranden. Pladen er dog uden de store visioner, og det virker som om, Saga har manglet materiale, idet man har lavet en 97'er-version af gruppens top-nummer gennem tiderne, "You're Not Alone". Det skulle de nok ikke have gjort. Resultatet er en forfladiget og nærmest blasfemisk gengivelse af den ellers så flotte sang. Kun Michael Sadlers "operettestemme" kan få nummeret til at bære. "Taxman" af George Harrison virker også som er den kun taget med som fyld, idet nummeret er helt uinspireret. "Where's My Money" er derimod en klar fornyelse i Sagas musik og kan nærmest betegnes som techno-rock af en ubestemmelig slags.

Alt i alt en mere nuanceret plade end man er vant til fra den ellers Toto- og Genesis-inspirerede gruppe. Jeg må dog afslutningsvis sige, at en del af pladens materiale desværre lever fint op til symbolikken på coveret.

Til startsiden