Generation 13 (Polydor)

 

Jan Kent, Marcaroni e.l. 12/95

Et af 70’ernes og 80’ernes mest populære, progressive rock-bands er tilbage med “Generation 13”, et 70 min. langt koncept-album - en 25 sangs rock-opera om tidens sociale problemer, bl.a. den skiftende familie-struktur og overlevelsen på Jorden.

18 år, 12 studiealbums og over 5 mill. solgte albums - det er Saga’s historie, kort fortalt.

Lyden er den velkendte kombination af progressiv rock, aggressiv hårdrock og klassisk pop. “Generation 13” bekræfter igen Saga’s musikalske visioin om at mixe en cocktail af forskellige stilarter til en fantastisk flot enhed. De er altid på udkig efter noget nyt og friskt, noget anderledes - og det er det nye album hele vejen igennem, - det vækker glemte følelser, og rører en langt ind i sjælen.

 

Ten 2/96

Den hårde og ubønhørlige opgave skulle jo løses, så her er hvad Ten’s skribenter ved hjælp af lommeregner, kugleramme og hæftige diskutioner kunne komme frem til var toppen af rocken i 1995;

Pulp: “Different Class”
Blur: “The Great Escape”
Hotel Hunger: “Mars Needs Guitars”
Garbage: “Garbage”
Ozzy Osborne: “Ozzmosis”
Radiohead: “The Bends”
Smashing Pumpkins: “Mellon Collie & The Infinate Sadness”
Urge Overkill: “Exit The Dragon”
Therapy?: “Infernal Love”
Saga: “Generation 13”Henrik Szymanski, Ten 2/96

Det var med en nostalgisk tåre i øjenkrogen, undertegnede for et halvt år siden lagde øre til de canadiske pomprockere Sagas seneste udspil, det meget ambitiøse konceptalbum, “Generation 13”. Men er der plads til Saga og deres storladne og prætentiøse rock, i en tid hvor den minimalistiske rock i alle dens afskygninger sætter dagsordenen.

“Hvorfor ikke?" sagde en meget ung og frisk udseende 41-årig Michael Sadler, leder, sanger, bassist og lejlighedsvis keyboardspiller i Saga. Jeg mødte ham i loungen på et lidet glamourøst Scandic Hotel i Glostrup, en sur og råkold november eftermiddag, dagen før deres koncert i Alexandra i København.

"Selvom det har været forholdvis små steder, vi har spillet, nogle gange meget små steder, har vi fået utrolig god respons. Det er som om, de små steder er perfekte til at genskabe den magi, der var over at spille i Europa i midten af 80'erne'', fortalte Sadler. Og må have fanget et, måske slet skjult, vantro udtryk i mine øjne - Saga på en lille scene - get away! Jeg har set dem syv gange, og det mindste sted havde indtil den dag været i Tivolis koncertsal. "Ja, hvis du har været 'med' siden 80'erne, så tror du nok det er løgn. Næsten alle gamle Sagafans har en eller anden idé om, at vores musik skal sættes stort op. Stor Iysrig scene, specialeffekter, du ved, teatralsk, men det er faktisk fedt at spille, hvor du har øjenkontakt med folk, hvor det er sangene og ikke indpakningen, der skal bære showet. Den eneste virkelige forskel er, at man skal gøre sine bevægelser mindre. Man behøver ikke at fægte vildt med armene, så dem der står hundrede meter fra dig ikke tror, du er faldet i søvn".

Som en lille sidebemærkning skal det siges, at manden havde fuldstændig ret. Rent musikalsk sorterer Sagas Alexandra-job under de tre største koncertoplevelser, undertegnede blev trakteret med sidste år - og der var trods alt et par stykker. I grunden et paradoks, min skepsis taget i betragtning, for sidste gang, jeg havde fornøjelsen af deres selskab, var i en hal, der burde passe i størrelse, nemlig Valby Hallen, efter udgivelsen af "Wildest Dreams" i '87. Og der var det, hvis ikke min efterhånden noget slidte hukommelse svigter mig, temmelig ideforladt og blottet for nerve. Noget jeg altid har haft afskrevet som et produkt af de personelle udsvingninger, bandet havde været igennem året for.

Men hvordan var det nu egentlig det var? "Det er rigtigt, at Steve og Jim (Negus og Gilmour, hhv. trommer og keyboards) trådte ud af bandet, efter vi havde lavet 'Heads Or Tales', men det var egentlig aldrig ment som en decideret skilmisse, nærmere en slags 'pause i forholdet'. De ville et sted hen med deres musik, og vil ville vel egentlig en anden vej, så det passede ikke rigtig sammen. Vi gik efter at lave en mere radiovenlig Iyd med kortere og mere 'straight' sange, noget vi aldrig havde overvejet før. På efterfølgeren, 'A Beginners Guide To Throwing Shapes', var det en helt anden indfaldsvinkel. Det var delvis min hyldest, især den lange 'Giant', til bandet Gentle Giant, som har inspireret mig meget". Det kunne, ligegyldig hvor afskyvækkende jeg måtte finde tanken, se ud som om Saga tidligere har skævet til 'the almighty dollar', når der skulle komponeres, produceres og udgives.

Hvorfor så blæse det hele ud af de, for tiden, afstukne rammer og udgive et fuldblods konceptalbum. Hvorfor ikke skrue lidt ned for de orkestrale tilbøjeligheder og se lidt på hvad der sælger. "Det ville ikke være ærligt. Det Iyder måske hult og som en floskel, specielt efter hvad jeg sagde om 'Wildest Dreams', men 'Generation 13' er hvad vi havde lyst til at lave. Det har vi altid gjort - også på 'Wildest Dreams'. Måske er det derfor, vore albums er blevet så forskellige. Det er ofte meget forskellige indfaldsvinkler vi har haft til vores indspilninger. Dengang vi blev enige om at samle hele bandet igen i '91, var det, som om intet var hændt, som om der bare var et par af os, der havde været på weekend tur. Det var først i studiet, det blev tydeligt, hvor meget 'luft' der skulle lukkes ud. Det handlede pludselig om at komme af med en masse positiv energi, der havde hobet sig op i løbet af de 6 år, vi ikke havde spillet sammen. Derfor blev 'Security Of Illusion' også det mest aggressive og direkte album”.

“Jeg har det i øvrigt ikke så godt med megen af den såkaldte 'nye' musik. Tag nu bare dance f.eks. Meget af det handler kun om, hvor store bidder der bliver samplet af 70'er-diskoen - 'Staying Alive' f.eks. Det er ren 70'er disko i en anden indpakning. Desværre.

En mand som Lenny Kravitz er et meget godt eksempel. Jeg køber det, Iytter til det og kan egentlig godt li' det. Det er sådan en slags psykedelisk 70'er-rock. Musikalsk helt okay, men når man så hører manden åbne munden, virker det hele så påtaget og konstrueret! Jeg synes altid vi har prøvet at lave noget der var vores eget, noget jeg til enhver tid kan stå inde for, og det vil jeg gerne blive ved med". Og forskelligartede er Sagas udgivelser, ikke mindst bandets forrige album, "Steel Umbrellas", der med sin simple, lette og afdæmpede karakter, står i skærende kontrast til det hårde guitardominerede udtryk på “Security. . . ". "Det var også en helt, helt anden måde at arbejde på. Vi blev bedt om at lave et soundtrack til TV-serien 'Cobra', et medie vi aldrig havde arbejdet med før. Vi fik en hel stak manuskripter, men desværre meget få oplysninger om hvad man havde forestillet sig musikalsk. Det var temmelig frustrerende. Først lavde vi nogle 2 min. versioner eller temaer, om du vil, som producenterne så fik. De blev forkastet. Det var ikke helt hvad man havde tænkt sig. Vi prøvede igen med samme resultat, og så igen og igen. Og pludselig en dag kiggede vi på uret og årstallet, og fandt ud af at vi havde brugt meget studietid og havde melodistumper nok til et helt album, der så blev til 'Steel Umbrellas"'.
Selvom Saga aldrig har udgivet albums med en hel gennemgående historie, ligger den konceptuelle tanke ikke bandet milefjernt. Allerede i starten af deres karriere, nærmere betegnet på deres 4 første plader, kunne man finde ialt 8 sange, der uden nogen numerisk kronologi, var påhaeftet et 'chapter'-nummer (på den første var det således sangene "Will It Be You" og "Tired World" der var hhv. chapter 4 og 6), altså en historie af en eller anden slags, måske? Det er ikke få gange i løbet af Sagas 18-årige pladekarriere, det er blevet forsøgt at knække koden', men til dato uden held eller hvad? "Der er en historie, så meget vil jeg gerne røbe, men da vi planlægger at udgive alle 8, indspillet i den rigtige rekkefølge, og udgive det sammen med en video, formentlig animeret, får du ikke mere at vide. Men det er rigtigt, at der er mange der har forsøgt sig, og jeg ma tilstå, at jeg har været overrasket over folks fantasi.

Dengang vi startede ud med Saga, havde jeg en idé om, hvordan det skulle starte, og hvordan det skulle slutte, men i løbet af årene var det under indspildningerne, vi bestemte os til, hvilke sange der fik et 'chapter', hvilke numre de skulle have, og først da blev teksterne gjort færdige.

Tilblivelsen af 'Generation 13' har været noget helt nyt for os. Den er lavet ud fra en ide Jim Crichton havde fået, efter han havde læst bogen "Gen' 13" af Neil Howe og Bill Strauss. Hele konceptet blev udarbejdet og alle tekster skrevet. Det var første gang, vi havde teksterne klar først, d.v.s. inden vi gik i studiet. Vi satte os så ned og skrev musikken, hvilket gav os frihed til at tilpasse den, så historien blev underbygget bedst muligt. Vi kunne afgøre, hvor det musikalske udtryk skulle være melankolsk og afdæmpet, hvor det skulle være aggresivt og stort etc. Samtidig arbejdede Jim meget på at programmere vores keyboards, så der blev brugt nogle Iyde, vi ikke havde brugt før". l sandhed et ambitiøst- nogen vil måske kalde det prætentiøst - værk, der byder lytteren på en historie, der nærmest foregår på flere plan samtidig. "Som sagt er den delvist bygget på inspirationer fra den omtalte bog, 'Gen. 13', kun delvist fordi bogen i sig selv ikke er en historie, men mere de to forfatteres reflekteren over den verden og dens problemer, hvide amerikanere født i perioden 1961 til '81, skal ud og overtage. Altså den 13. generation af de første invandrere på det nordamerikanske kontinent. Jeg vil meget nødig være i deres sko. Chancerne for at få et godt job, finde et ordentligt sted at bo osv., er ikke for gode. De bor på en planet der, hvis ikke nogen snart gør noget, sandsynligvis vil selvdestruere i en overskuelig fremtid. Man kunne godt få indtrykket af, at tingene er ved at falde helt fra hinanden. Krig i eks-Jugoslavien, de vanvittige og iøvrigt helt overflødige atomprøvesprængninger, eller for den sags skyld, at man på det nærmeste lukker USA, fordi man ikke kan blive enige om et budget. Der er ikke noget at sige til, at de ofte bliver vrede og frustreret. Noget der jo også giver sig udslag i de kunstnere der selv tilhører den generation. Tag nu bare Kurt Kobain, hvilket talent, men også, hvilken ægte vrede! Man må bare håbe, at de ikke giver op, og lader sig forsvinde ud i f.eks. den virkelighedsflugt, stofmisbrug jo i bund og grund er. Eller at det ender i depressioner og vold. Man må håbe, at de ikke bare lader stå til for deres egen skyld.

Nu skal det ikke opfattes, som om vi prøver at komme med noget svar eller nogle løsninger på 'Generation 13'. Vi må jo nok erkende, at vores generation i virkeligheden har fejlet, lige som de foregående også har det". Og rigtigt er det, at Saga ikke kommer med nogle letkøbte meninger og holdninger, men bruger energien på at fortælle en meget personlig historie om drengen Jeremy, og den 'arv' han tager med ud i verden, og de ar det giver. "Man skal opfatte det som en historie, hvor budskabet er, at ligegyldigt hvor elendigt tingene ser ud, så er det muligt at få noget ud af sin tilværelse. Vi har så valgt at fortælle gennem Jeremy og til dels Sam, som er en dukke, Jeremy taler med. Sam bliver faktisk Jeremys ven. Man kan næsten opfatte Sam som Jeremys andet jeg. Den der tør og gør, hvad Jeremy ikke gør. Det kors som du kan se på omslaget og som jo går igen i teksterne, er det kors man bruger til at styre dukker med. Altså ikke noget religiøst, men et billede på det, vi lader os styre af.

Det er vel ikke at tage munden for fuld, hvis jeg påstår, at det Saga har begået på "Gen 13", næsten antager Pink Floyd'ske dimensioner. Alene af den grund fortjener albummet også at blive luftet i sin fulde længde live, og ikke bare det 20 min. uddrag vi blev budt i Alexandra aftenen efter. Det er således med en utæmmelig utålmodighed, at jeg ser frem til den dag Saga tager hele cirkuset på landevejen, og 'opfører' "Gen. 13" i sin fulde længde. Med et medrejsende symfoniorkester, som Michael Sadler lovede, at planerne var. "Jeg ville elske at sætte det op på steder som f. eks. Tivolis koncertsal, der har en god akustik og en passende størrelse. Men vi er så varme på ideen, at det skal ud på den måde om så vi skal betale for det selv". Prætentiøse kommercielle levn? - I don't think sooo, Tim.

Til startsiden