The Division Bell (EMI - Medley)

Uffe Christensen, Morgenavisen Jyllands-Posten 3/94

Det kan ikke bestrides, at der atter er kommet en vis storhed over Pink Floyd, og ligeså ubestrideligt er det, at David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright for første gang i årevis spiller sammen i en samling relativ stramme og enkle nye sange. Men voldsomt interessant er "The Division Bell", der udkommer d. 30/3, desværre ikke. Ikke som helhed betragtet. For at opleve pladens styrker, må man grave dybt ned i detaljerne, og trænger man ind i disse, byder også "The Divison Bell" på ganske flot musik. Men selv ikke i de underste lag er de nye sange specielt ophidsende. Pladen er præget af gen- brug. Ganske vist af gammelt Pink Floyd-materiale, men det skærper ikke interessen for musikken, der er blottet for tidligere tiders gejst og kreativitet. Ingen vil drømme om at gå i rette med Gilmour, Mason og Wright som musikere, men med deres baggrund - og betydning for rockmusikkken - in mente, så kunne man med god ret have forventet en anderledes og mere kreativ plade. Man savner en idé med pladen, og den fremstår mest af alt som en samling sange skrevet og udgivet for at fortælle omverdenen at gode gamle Pink Floyd skam eksisterer endnu.

Selv rubricerer Pink Floyd den ny plade på linje med "Wish You Were Here". Sammenligningen er god nok, for det er netop den plade “The Division Bell" kommer tættest på - men uden at den overgår denne hjørnesten i rock-musikken. Men hvorfor dykke tilbage til den tid, hvor Pink Floyd stadig talte Roger Waters ? Pink Floyd-fanatikere diskuterer fortsat, hvilken betydning Roger Waters havde for gruppens kreativitet. I dag tager de tre bandmedlemmer kraftigt afstand fra deres gamle kampfælle, men jeg hører til den fraktion, der mener at gassen gik af Pink Floyd den dag Roger Waters sagde farvel og tak. Men OK! Er man vild med Pink Floyds pompøsiteter og let genkendelige musik, så går man ikke helt galt i byen med "The Division Bell" som opvarmning til sommerens Pink Floyd-koncert i Parken i København den 25. august.

3 af 6 points


uc, Aalborg Stiftstidende (?) 4/94


Pink Floyds seneste album "The Division Bell'' røg for to uger siden direkte ind på førstepladsen på de amerikanske salgslister. "The Division Bell", der er den første studie-plade siden 1987, solgte på blot en uge 465.000 stk. Samtidig med udgivelsen af pladen har Pink Floyd indledt bandets verdens-turne i USA, som i de næste måneder rejses tyndt. Den 25. august går Pink Floyd på scenen i Parken i København.

 

Se & Hør 4/94

En delikat lydmur af smukke sange. Top-producerede rock-kompositioner, der ruller ind over dig. Imponerende værk!


Information (?) 4/94

På planeten Pink Floyd går man ikke ind for forandringer eller dybtrænde ændringer. Tingene fandt deres form dér for over tyve år siden og det passer tilsyneladende beboerne - David Gilmour, Rick Wright og Nick Mason - ganske udemærket. En enkelt dissident, en mr. Roger Waters, forlod godt nok planeten i vrede for et lille årti siden, men de andre havde i mellemtiden lært sig kunsten at stå på egne ben.
Det kan høres på sidste bulletin fra planeten, den velklingende men stillestående “The Division Bell”, hvor David Gilmour fremstår som den mest prominente sangskriver - og stadig en guitarist af Guds nåde, indenfor et stemningsfyldte, koloristiske territorium. Men på trods af kirkeklokker, radio-bidder og sågar en Stephen Hawking-sample er der stadig ikke meget her der retfærdiggør deres nyvundne kredibilitet i kraft af bl.a. The Orb og andre ambient ensemblers åbenlyse påskønnelse af bagkataloget. Dette er hverken et nyskabende eller blændende udspil omend det virker sært fortrøstende at vejret altid er det samme på planeten Pink Floyd.

 

Stiftstidende 4/94

Det nye album fra den aldrende supergruppe Pink Floyd er gået direkte ind som nummer et på listen over de mest solgte i USA. 465.000 eksemplarer røg over disken på blot en uge, og det er flere end de fire følgende på listen tilsammen. “The Division Bell” er album nummer 14 fra Pink Floyd og det første studieindspillede siden 1987. Det sendes på markedet samtidig med, at Pink Floyd indleder en totalt udsolgt USA-tourne. Pink Floyd kan ses og høres den 25. august i Parken i København.

 

Aktuelt 4/94

Pink Floyd behøver ikke besvære sig med at genopstå fra de døde. Pink Floyd lever på 30. år, men om de ligefrem lever i bedste velgående er en anden sag. Da man for seks år siden sidst hørte studie-nyt fra Pink Floyd var det med “A Momentary Lapse Of Reason”, der lød som om, der kun var sørgelige rester tilbage efter Roger Waters' afgang. “The Division Bell” lider også af en næsten lammende mangel på vægtigt materiale. Til gengæld har Pink Floyd forstået at lytte til tidens tegn og har sendt sig selv durk tilbage til fortiden. Tilbage til dengang midt i 70'erne hvor Pink Floyd vandt verden med “Dark Side Of The Moon” og “Wish You Were Here”. Uden Waters til at skrive sange er der tale om et vegt og vagt ekko, men det er et ekko som Iyder tilstrækkeligt rigtigt til at gamle Floyd-fans vil slikke sig om munden, mens de labber Dave Gilmour's kosmiske guitarspil i sig. Men de dydige arrangementer er en drøj omgang at komme igennem for en ikke-fan.
Der var engang en Syd Barrett. Et sted derude er der en Roger Waters. Et sted i fortiden findes et Pink Floyd der kunne få billeder til at blomstre på kraniets inderside og få akvariefisk til at bevæge sig i takt til den fede og musikken. Ekkoet fra fortiden kan høres på den lige så flot som hult klingende “The Division Bell”.


ha, Aalborg Stiftstidende 4/94

Stolt rullede Pink Floyd på bagsiden af den fjerde plade, “Ummagumma” fra 1969, hele det omfattende og avancerede turnegrej frem - det ku' kun med besvær være i et Folkevogns-rugbrød fra før den smed motoren i front. Hvor mange dusin monstertrucks mon bandet skal bruge til sit grej nu? Forskellen på pladeproduktion dengang og nu er endnu større, stort set alt kan lade sig gøre i et pladestudie - og alle knapperne, al elektronikken, det hele er taget i brug på “The Division Bell”, med et fantastisk fint resultat: Pink Floyd lyder nu lige så flot som bandet lød i perioden i 70’erne med mesterværker som “Dark Side Of The Moon” og “Wish You Were Here”.
Det hele begyndte med et band ved navn Sigma 6, der senere blev til The Architectual Abdabs, et navn der (heldigvis) blev droppet til fordel for to amerikanske bluessangeres fornavne, ...Pink Floyd. Måske er ordet psykedelisk ikke opfundet af eller om Pink Floyd, men bandet dukker op hurtigt i den snak. Med en følsom, idérig og ivrigt eksperimenterende poet ved navn Syd Barrett i spidsen kantede Pink Floyd sig vej frem på undergrunds-scenerne i London, ofte med lysshow og lange, drømmeagtige instrumentalforløb, bygget op omkring Barretts besynderlige tekster. Fra starten var der ikke den store lydhørhed for den fremmedartede musik, men langsomt fik bandet bedre fat - status'en som kultband bredte sig i hele Europa og i USA. Allerede i 1967 var Barrett færdig som følge af et galoperende forbrug af LSD. Ud over et par underlige, men pragtfulde soloplader (1967 og 1970) har han lige siden siddet og gloet, indad eller på TV.

Barretts indflydelse holdt længe - nogle mener, den stadig er der - men efterhånden tog Roger Waters magten, kulminerende med “The Wall” fra 1979. Forinden succes´en med det værk var Pink Floyd i mange år den mest succesfulde og udbredte leverandør af narko-underlægningsmusik. Men ingen behøver at være udstyret med andet end ører for at nyde Pink Floyds lange, drømmende lydcollager. Størst succes i dette Pink Floyd’s andet kapitel var ,,Dark Side Of The Moon” fra 1973, der i 15 (femten!) år lå på Top 200 - solgt i 28 millioner eksemplarer. Man kan diskutere, om “The Wall”, Roger Waters' lidt naive politiske manifest, blev en større succes, med års gigantshow, filmatisering og kulminationen med opførelsen i det genforenede Berlin. Men musikalsk ligger Pink Floyds mesterværker utvivlsomt i periode to, tiden efter Syd Barrett, mens periode tre med “The Wall” og to andre plader fik hevet Pink Floyd ud i det helt store projektørlys med Roger Waters som den enevældige kaptajn. Han røg uklar med de andre og forlod bandet i den tro, at et Pink Floyd uden ham var utænkeligt. Lige siden har David Gilmour gjort sit bedste for at modbevise det. De to hidtidige plader har været salgssucces'er, men er kun dunkle, mesterligt oppustede skygger af tidligere udgivelser.

Med “The Division Bell” må Pink Floyd siges for alvor at træde ind i periode fire. Ud over enkelte krediteringer står der Gilmour over det hele med Bob Ezrin som medproducer og sparringspartner. Det er en utrolig flot plade. teknisk set kan det vel næppe gøres bedre og flottere. Væk er de betontunge symbol-bundter fra “The Wall”, musikalsk er der enkelte henvisninger, men tiden er skruet tilbage til “Dark Side... “, “Wish You Were Here” og “Meddle”, dengang hvor Waters endnu ikke helt havde overtaget. Tydeligt er det, hvor meget Gilmour musikalsk betød dengang - og glædeligt, at han stadig kan spille guitar. “The Division Bell” indeholder masser af utrolig flot guitar, den bølgende, krystalliserende guitar, der af sig selv laver lysshow mellem højttalerne - som dengang. Gilmour er stadig højt placeret på listen over fornemme guitarister. Og hans stemme er, i hvert fald i studiet, i god behold og som altid ualmindelig flot og helt i forlængelse af de drømmende toner.

Pladens eneste fejl er, at den ikke føjer en centimeter til de mesterværker, som Pink Floyd har leveret en stribe af. Så tæt på, at Gilmour citerer sig selv, og gør det så tydeligt, at flere af effekterne 'smutter' med: Den summende flue, det bankende hjerte, døren der åbner sig og en der træder ind, den varme reciterende stemme den flotte saxofon fra “Dark Side... “, den akustiske guitar der får et spark og overhaler sig selv. Vækkeure er der ikke, men kirkeklokker.

Alligevel, Pink Floyd er tilbage. Et fantastisk band i 60'erne og 70'erne - og musikken holder stadig i 90'erne, den musik som kun spilles af Pink Floyd. Roger Waters må ærgre sig gul og grøn. Men hvem ved, når nu Berlins mur blev væltet, ryger Pink Floyds måske også en dag. Pink Floyd indleder i morgen en syv måneders turne i USA og Europa, inklusive koncerter i København og Göteborg i august.

5 af 6 points.

 

Niels Henriksen, Morgenavisen Jyllands-Posten 4/94

Hvis ikke den nye plade med Pink Floyd havde haft en svaghedsperiode cirka midt i, var det sidste point også blevet givet. Men tre-fire numre, hvor det hele stort set står stille, er altså for meget til, at gruppen kan score fuldt hus. Lidt en skam, for "The Division Bell" er en glimrende plade, der tydeligt bærer David Gilmours fingeraftryk. Ikke alene spiller David Gilmour den alt dominerende guitar, han synger også, og så har han haft en finger med i kompositionen af 10 af pladens 11 skæringer. Det er i høj grad Gilmours plade - som nogle af Pink Floyds bedste tidligere i meget høj grad var Roger Waters'. Gilmour fik sit virkelige gennembrud som frontfigur i Pink Floyd med lp’en “Wish You Were Here". En fremragende plade, en af gruppens absolut bedste, måske den bedste efter "The Wall" (som er Waters plade). Selv mener Gilmour at "The Division Bell" er Pink Floyds bedste siden "Wish You Were Here", og jeg er faktisk ret enig med ham - når vi aItså ser bort fra "The Wall", som er den ultimative Floyd-plade.

Og "The Division Bell" ligner på mange måder "Wish You Were Here", nærmest en forlængelse. Først og fremmest fordi Gilmour har sat så stort et fingeraftryk på projektet. Den store lyd, den lækre guitar, den flotte produktion og de iørefaldende melodier. Vi er helt derude, hvor Pink Floyd er bedst. Det begynder ellers noget betænkeligt. De første fire minutter sker der ikke en hujende fis andet en pæne lyde. Ingen melodi, men rolig: det bliver meget bedre. "What Do You Want From Me" følger efter i typisk Pink Floyd stil. Så kommer den flade del af pladen, som slutter helt fantastisk flot med "Coming Back To Life", "Keep Talking", "Lost For Words" og "High Hopes". En afsindig flot afslutning. Hvis man skal være lidt ondskabsfuld kan man godt sige, at nogle af pladens bedste skæringer rent faktisk har en del Waters og “The Wall-stil” over sig. Men for at bøde på den frækhed skal det så også siges, at Gilmour næsten er bedre til at lyde som Waters, end Waters selv, der bliver mere og mere excentrisk, grænsende til det utålelige.

Pink Floyd er tilbage med fuld musik. Det bliver der mulighed for at opleve live i Parken i København den 25. august, eller i Göteborg på Ullevi den 27. august. Det bliver garanteret hyper-fedt. God fornøjelse.

5 af 6 points.

 

Aalborg Stiftstidende 5/94

Ukuelige Pinka Floyd har på sit nye album, “The Division Bell”, en inskription i blindskrift. Der står... Pink Floyd. Meget kedeligt af et band, der før har givet os titler som “Take Up Thy Stetoscope And Walk” og “Several Species of Small Furry Animals Gathered Together In A Cave And Grooving With A Pict” for ikke at tale om turnéer ved navn “More Furious Madness From The Massed Gadgets of Auximenenes”, mener bladet NME. Men okay, dengang var stofferne også billigere...

 

Jan Opstrup Poulsen, Gaffa 5/94

Der kan næppe herske tvivl om at Pink Floyd er tilbage. “The Division Bell” er et overdådigt og ekstremt velIydende album, som David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright har fået sat sammen. Genkendelsens glæde er stor. David Gilmour har med sikker hånd ført Pink Floyd 20 år tilbage i tiden, og opdateret Iyden fra “Dark Side Of The Moon” og “Wish You Were Here”. Er man til denne periode, så er “The Division Bell” en sublim Iydmæssig oplevelse, hvor der bliver budt på ekstraordinær guitaropvisning fra David Gilmours hånd.
Nøgternt set har “The Division Bell” absolut intet nyt at byde på, og der sker absolut intet undervejs. Ingen tvivl om, at Pink Floyd mangler Roger Waters galskab og personlige vrangforestillinger. Men der hviler en Iyd og en stemning af pompøs storhed over dette album, som absolut ingen kan tage fra Pink Floyd.

 

David Buch, Jam 6/94

Pink Floyd kalder de sig stadig, men der er ikke meget tilbage af tidligere tiders originalitet. Det er syv år siden de udgav deres sidste studie-album “A Momentary Lapse Of Reason”; et i den grad overvurderet popalbum, som var præget af et stort åbent GAAAB efter Roger Waters.
"The Division Bell” er bedre end forgængeren, men andet kunne da osse lige passe. Efter syv års evaluering skulle der gerne være sket et og andet, og det er der såmænd også. De kreerer igen nogle fandens flotte Iydbilleder, og David Gilmours sang er blevet klart forbedret. De tre pensionerede syrehoveder, der i dag er Pink Floyd, har lavet en køn men kønsløs plade, der må få de gamle fans til at sætte et vist forbrug en del i vejret, hvis det skal Iykkes dem, at få den til at ringe som den ringede for 120 år siden. Pladens bedste skæring er det melodiøse "What do You Want From me', hvor det trods alt Iyder som om, de har fået en lille svedperle eller to på deres efterhånden rynkede pander.

4 af 6 points

 

Aalborg Stiftstidende 6/94

Pink Floyd, en af tidens grov-hittere er ude med “Take It Back”, første single fra albummet “Division Bell”.

 

Henning Larsen, Marcaroni 7/94

Hvis lytteren ikke i forvejen kender ret meget til Pink Floyd er "The Division Bell' utvivlsomt et spændende bekendtskab. Produktet er håndværksmæssigt i orden og produktionen over gennemsnittet. Men når man har kendt til Pink floyd’s musik i mere end 20 år, virker dette udspil, som et genbrugsprojekt, hvor “Dark Side of The Moon” og “Wish You Were Here”-LP’erne fremtræder i nye, fortyndede udgaver. “The Division Bell” er en misvisende titel. “The Lost Wish You Were Here Tapes” eller “Wish You Were Here Part 2” ville være mere ærligt for forbrugerne.
Det er helt tydeligt at det er guitaristen David Gilmour som bestemmer. Han kan stadig skabe de samme stemningsbilleder som for tyve år siden (med de selv samme akkorder), men det er helt tydeligt at bassisten og tekstforfatteren mangler. Aldrig har et Pink Floyd album indeholdt så intetsigende tekster. Trommeslageren Nick Mason og keyboardspilleren Richard Wright lyder nærmest som studiemusikere på timebetaling.
Til potentielle købere vil jeg give følgende råd: Glem dette uinspirerede genbrugsprojekt, og gem pengene et par måneder til Pink Floyd’s bagkatalog bliver udsendt i nye remixede udgaver, og køb så “Wish You Were Here”.

Til startsiden