This Strange Engine (Castle)

Henning Grau, Vendsyssel Tidende 1997

Da “This Strange Engine” er Marillion's femte med Steve Hogarth som sanger, og da legendariske Fish kun var frontmand på fire, må al snak om fortiden ophøre. De britiske symfonrockere har i 90'erne, med Hogarth som drivkraft, udviklet en mere mainstream radiorocklyd, stor, smuk og småkedelig, men dette første studiealbum på gruppens eget selskab Intact (de blev droppet af EMI) er bedre end de seneste multinationale udgivelser.

Ikke mindst titelnummeret er spændende: en række vidt forskellige temaer bygget op som en sammen-hængende suite, der måske er inspireret af Marillions forbilleder Genesis og deres “Supper's Ready” suite fra “Foxtrot” (1972). Og hvis den Mike & The Mechanics-agtige “An Accidental Man” ryger ud på single, ligger der måske endda et lille hit og venter.

3 af 6 points.

 

Henning Larsen, Marcaroni (?) 5/97

Marillion er flere gange blevet dødsdømt af diverse anmeldere - men fortsætter med at sælge plader i millionvis. Sandt er det, at bandets kreativitet var mest koncentreret i perioden, hvor Fish var forsanger (han gik solo i 1988). Men den konstante nedgøreise af afløseren, Steve Hogarth, der har stået på lige siden, er dybt uretfærdig. Hans solo-CD fra sidste år, "lce Cream Genius" viser en kunstner ud over det sædvanlige, der tydeligvis kun bruger en begrænset del af sit store talent i Marillion.

Men hvad er Marillions musikalske identitet, eller udtryk, om man vil? - Det er blød og melodisk rock med tekster, der henvender sig til flertallet af de 16-40 årige. Alt sammen udført med en håndværksmæssig høj standard. Kort sagt, ordinær musik med en stor målgruppe, der kan stimuleres ved store koncerter, og en ny CD hvert andet år.

"This Strange Engine" er ingen undtagelse fra ovenfor omtalte beskrivelse af det opportunistiske og kompromissøgende, bortset fra det 15 minutter lange titelnummer i suite-form, der viser en gruppe, der kan skabe andet end banaliteter, hvis den ellers gider. Glemt er den politisk korrekte (og kedsommelige) stadion-rock til fordel for flot udtænkte og spillede instrumentale passager - og en sanger, som pludselig er henført og nærværende. Nummeret arbejder sig hen imod et klimaks i slutningen, som minder om en storslået andagt. Steve Rotherys guitarspil er her eminent, og gruppen viser en side af sig selv - og af rockmusikken i øvrigt der åbenbart har været umoderne i 20 år - de lange numre, der får tid til at udvikle sig.

"This Strange Engine" er et udspil fra et meget kompetent og rutineret band i den nedre del af musikindustriens salgsmæssige 1. division med en stor og trofast fanskare og en musik, der har været stort set uforandret i 10 år. Marillion har åbenbart fundet en gylden middelvej i 90'erne, med traditioner tilbage fra de tidlige 70'ere. De er blevet kaldt umoderne, gammeldags, anakronismer og meget andet, men har stået fast på en musikalsk linje, der har overlevet utallige modefænomener, hvilket i disse omskiftelige tider er meget tankevækkende.

 

Gaffa (?) 5/97

Da sangeren Fish i 19888 forlod Marillion dømte mange dem som et færdigt band. Især pressen beskyldte, helt uberettiget skal det i øvrigt siges, afløseren Steve Hogarth for bl.a. manglende udstråling, men i dette interview afliver keyboardspilleren Mark Kelly myten definitivt. “Problemet for Marillion er at folk danner sig meninger om os uden at kende bandet, og som regel er de helt galt på den, sukker en Mark Kelly, der forståeligt nok er en smule træt af dette emne. Da Fish smuttede var der mange som ikke længere ville høre Marillion pga. det, og sikkert uden at høre musikken for at finde ud af om de kunne lide den. Jeg tror at pressen skabte en masse ballade om det, men Steve er en fantastisk showman. De der kommer og ser os er altid tilfredse, og de der ikke kan lide bandet med Steve Hogarth møder vi aldrig. I dag synes jeg også snakken er helt urelavant, eftersom Steve har været i bandet i længere tid end Fish, siger mark, og slår dermed det sidste søm i kisten med medieskabte myter omkring det, der aldrig var amdet end en udviklingsproces for bandet. “Flere og flere har den opfattelse, at der er det gamle og det nye marillion, men sådan har jeg aldrig set det, for jeg har været med fra starten. Forandringerne har faktisk ikke været store fra album til album, men sammenligner du det første album med det nye er der meget stor forskel. Det kunne godt være to forskellige bands”, erkender Mark Kelly.

Efter at bandmedlemmerne har begået diverse soloprojekter, har de netop udgivet deres 9. studiealbum (det 5. med Steve Hogarth), og “This Strange Engine”, som den nye plade hedder, er et af Marillions stærkeste til dato. Mark er ikke et sekund i tvivl om grunden til det. “Hovedsagen var at alle fik chancen til at bruge nogle idéer de ikke rigitg følte passede til Marillion. Husk på at vi har været gennem flere års konstant album-turné cyklus, så efter 4 album virkede det som en god idé at tage en lille pause. Det gjorde at alle vendte tilbage med fornyede kræfter, og det satte fart i arbejdsprocessen”, fortæller Mark om forberedelserne og indspilningen af pladen, som blot tog seks måneder fra de samledes. “Det var lidt som da Steve Hogarth første gang kom med, og vi arbejdede på “Seasons End”. Det gik hurtigt og spontant med masser af idéer, og med “This Strange Engine” var det lidt på samme måde. Det er sikkert også et resultat af den nyfundne frihed, det har givet bandet at bryde med giganten EMI, danne deres eget label INTACT, og skrive kontrakt med det stadigt voksende uafhængige engelske selvskab Castle Communications. Det har i hvert fald betydet det for os, at der ikke længere kommer folk fra pladeselskabet rendende og forstyrrer os, mens vi indspiller. Hos EMI kom de altid og spurgte, hvornår vi skrev en ny “Kayleigh”? Hvor var den kommercielle single? Vi tog os ikke så meget af det, men det var et problem at skulle stå til ansvar over for folk, som intet vidste om musik, og slet ikke burde arbejde i branchen”, er Marks uforbeholdne mening om de alt for mange marketingsfolk i dyre jakkesæt. “Det har været et frisk pust for os at komme til Castle, fordi folk her generelt kan lide musikken, og at have vores eget label, giver os naturligvis frihed til at lave hvad vi har lyst til”.

En single kommer der dog, for som Mark selv siger: “Det er vigtigt med en single. Vi har ikke råd til at ignorere dén side af branchen, men vi sætter ikke vores lid til singler, for vi har ikke haft et stort hit siden “Kayleigh”, og de fleste bands ville du nok ikke tale med idag, hvis deres sidste store hit var for 12 år siden. “Man of A Thousand Faces”, som også er Marks egen favorit, bliver næppe heller et stort hit, selv om den er nok så musikalsk storslået, ligesom resten af pladen, der byder på lidt af hvert, fra det akustiske input, der tydeligt kommer fra Steve Rothery’s (guitar) og Pete Trewavas` (bas) soloprojekt The Wishing Tree, latinske trommerytmer i “Hope For The Future”, og til den mere traditionelle Marillion-stil i det over 15 min. lange titelnummer.

“Jeg synes vi på de seneste plader er holdt op med at være så selvbevidste om hvad Marillion skal være musikalsk. Vi plejede at være for forsigtige med at lave andet end folk forventede, men idag bekymrer de detaljer os ikke. Selvfølgelig er der en risiko for at du skuffer nogle, men vi kan ikke bare stå stille musikalsk for at gøre folk tilfredse”, slutter Mark Kelly, der håber på at Marillion kan komme til Skandinavien engang mod slutningen af sommeren.

 

Fra reklame 1997

Det 9. Marillion studiealbum og det 5. med den talentfulde sanger Steve Hogarth ved roret. Hogarth har sat sit præg på gruppen med sin energi og teatralske anstrøg. Numrene på dette album er en unik form for “soul rock”.

Til startsiden