Brave (EMI)

Niki Nicolas Grigoriou, Jam 2/94

"Brave"-modigt. Ifølge alt og alle - der har forstand på, hvad tidens trend er - er Marillion ubetinget noget af det mest utrendige, man kan opdrive. En flok usmarte snart halvgamle maend, der spiller en musik, der ikke har noget af det, der er oppe i tiden, eller...

“Brave” er ubetinget Marillions bedste udspil i mange år. For første gang føler man ikke den tidligere forsanger Fish's fravær, som en tung skygge over værket - for "Brave" kan med rette kaldes et værk. "Brave" er et konceptalbum, der tager udgangspunkt i historien om en pige, som forsøger at begå selvmord. Til politiet, som vil forhindre det, siger hun intet. Ingen ved hvorfor, hvor hun kommer fra, eller hvem hun er. Heller ikke med mediernes hjælp lykkedes det at finde ud af noget om pigens fortid. Fra denne historie fra det virkelige liv bygger Marillion videre og giver pigen ord og tanker. En historie om håbløshed, forvirring, incest og løgn.
Marillion er med "Brave" tilbage på den hjemmebane, de forlod, da Fish gik fra bandet for nogle år siden. "Brave ligger tættere på det gamle Marillion end på de seneste udgivelser. Både musikalsk og indholdsmæssigt. Den "lille" Steve Hogarth har i bogstaveligste forstand haft svært ved at udfylde den 1,90 m høje Fish's store fodspor. Men Hogarth er vokset med opgaven. Langt om længe er frygten for at lyde, som Marillion, lød, da Fish var med overvundet.

5 af 6 points.

Skamhører:
1. Marillion; “Brave” (advance tape)
2. Led Zeppelin; “Led Zeppelin II” (LP)
3. Savage Affair; “Velvet Revolution” (CD)
4. Marillion; “Live Real To Real” (LP)
5. Iron Maiden; “Live At Donington” (2CD)

 

Henrik Ørnstrup, Chili 2/94

Der vil altid være et publikum til pompøs, “progressiv” rock, og Marillion er stadig noget af det bedre inden for en genre, der i årevis har været noget af det mindst trendy og hippe. Noget tyder dog på at det er ved at vende, men husk alligevel at gemme pladen hvis du får gæster.

3 af 5 points

 

Morgenavisen Jyllands-Posten 2/94

Det er lige før at det bliver for meget, men efter at have levet med Marillions ny CD "Brave" et døgns tid på afspilleren, må erkendes, at det er en flot plade. En meget flot plade. Et svulstigt orgie i vellyd, og ingen tvivl om, at "Brave" er den mest gennemarbejdede fra Marillion siden Fish forlod bandet i 1988. Hans afløser Steve Hogarth bliver bedre og bedre, men den samme personlige udstråling som Fish, det får han dog aldrig.

 

Anders And & Co. 3/94

Den engelske gruppe Marillion har altid været kendt for den store og ophøjede musik. Men efter at gruppen i 1988 skiftede forsanger (Steve Hogarth kom med i stedet for Fish), er musikken også blevet anderledes. Det er stadigvæk symfonisk rock, men mere hittet. Hør det selv på den nye plade “Brave”.

 

Søren And, Mix 3/94

“Brave” betyder modigt. Og det må man vistnok sige det seneste Marillion projekt er blevet. Med den ny sanger Steve Hogarth - der på forrige album ikke rigtig havde fået fodfæste i bandet - strålende form og med rest-Marillion på palds i stilen, der kendetegnede dem helt tilbage da Fish stadig var frontfigur. Meget ambitiøst, og bestemt ikke den slags musik man hører på dansegulvene eller på din favorit top-40-radiostation.
Det her er enten fremragende symfonisk opsat musik med underfundige lydbilleder, eller også er det noget uforstående rodet britisk bras, der foregiver at være genialt. Det afhænger simpelthen af ørene der lytter.
Hvis man vil i den første gruppe er opskriften følgende: Sid i en rigtig god stol i et halvmørkt rum med gode højttalere eller hørebøffer. Luk dine øjne, tag dig tiden til denne oplevelse, og lyt så alt hvad du kan. Først herefter vil du være i stand til at forstå sammenhængen. Gamle Marillion fans kan godt begynde at omstille sig til “van Halen” tider: Altså, glem alt om den tidligere forsanger Fish (eller David Lee Roth) og koncentrer dig om det nye Steve Hogarth (Sammy Hagar). Det nye Marillion kan selv. Lyt til “Runaway”, “Alone Again In The Lap Of Luxury” og “The Great Escape”.

4 af 5 stjerner.

 

Gaffa 3/94

Eksisterer de virkelig stadig, var min første reaktion, da jeg fik stukket en ny CD med Marillion i hånden. Umiddelbart forbandt jeg dem med 70'ernes symfoniske og pompøse rock, men Marilion havde faktisk stor succes i 80'erne med denne konceptagtige og overharmoniske rockmusik. Hvad de kan tilføre 90'erne er svært at gennemskue, da “Brave” lyder som en nydelig og overproduceret udgave af Genesis og Supertramp. Vellyden er næsten kvælende, og teksterne er rystende naive. Enten er Marillion ude på et nyreligiøst trip eller også håber de at glæde nogle gamle standhaftige fans. Forhåbentlig det sidste, for ellers er de mildest talt til grin.

 

ha, Aalborg Stiftstidende 3/94

Pladen er død, CD'en længe leve - det må vel snart selv de mest trofaste LP-tilhængere gå med på. Men på et område kommer CD'en aldrig til at overgå LP'en: Al den umanerligt smukke, provokerende, markante, banebrydende kunst, der igennem LP'ens levealder har prydet omslagene er der ikke plads til på den lille fnidrede CD-forside. Med det sagt er det alligevel dejligt, at iderige folk arbejder på sagen. Omslaget på den nyeste plade rned Marillion er noget af det flotteste set på en CD. Indtrængende, fængende og med fuld udnyttelse af den magre plads - som det ses herover.
PS. Hvad? Nå ja, musikken! Jamen den ny plade med Marillion er egentlig meget flot. Mindst lige så flot, pompøs og gennemført og med tekster om fø1elser og parforhold og alt muligt, som den halve snes tidligere Marillion-plader. Marillion har bare det problem, at bandet stadig kun lyder som halvdårlige kopier af Genesis-plader som “Selling England By The Pound” og “The Lamb Lies Down On Broadvay”... indspillet for henholdsvis 17 og 20 år siden!

Til startsiden