Anoraknofobia (Intact)

Henning Grau, Nordjydske Stiftstidende 7/01

Britiske Marillion skriver rockhistorie med dette 12. album, hvis indspilning på blot tre uger blev finansieret via bidrag fra en fanbase på internettet. Og hvad får de trofaste så for deres 100.000£? Tjah. Måske en lang næse. Den skævt smilende titel “Anoraknophobia” kan udmærket hentyde til, at gruppen lyder betydeligt mere indie end l ænge; en slags symfonrockens svar på U2.

"Quartz", "Map Of The World", "When I Meet God", “The Fruit Of The Wild Rose" og “This Is The 21st Century" er alle stateligt smukke numre med rent klingende, spændstige guitarlicks fra Steven Rothery og funky bas-trommer fra Pete Trewavas & Ian Mosley bag Steve Hogarths bedrøvede stemme og Mark Kellys pacede keyboards. "Map Of The World" kunne måske endda blive en lille hitsingle - hvis den ellers kunne sparke sig igennem på de teenagefikserede radioer. En absolut brugbar vej væk fra det Genesis-kompleks, Marillion altid har båret rundt på, og en mulighed for ny kommerciel succes efter nedturen og fyringen fra multinationale EMI i 1995. Det synes selskabet også; ny kontrakt er skrevet.

Gruppen gør det dog ikke let for sig selv ved at åbne "Anoraknophobia" med godt seks minutters støjende eksperimenter og yderligere 10 minutters afslutning fra samme skuffe.

3 af 6 points.

 

Peter Widmer, Gaffa 8/01

Britiske Marillion, der som kult-orkester har formået at overleve i godt 25 år, har aldrig genvundet tabet af forsangeren Fish, der forlod progressive rock-bandet i 1989. Marillion har fra starten af karrieren været et interessant live-fænomen, og det er live, de skal høres, hvis man da ellers er til arty-farty rock, som blandt andet også Barclay James Harvest og de langt mere interessante Camel har leveret den.

Dette nye album adskiller sig ikke væsentligt fra Marillions tidligere studieværker, siden Fish gik sin vej. Coveret er da sødt, og det tålelige indledningsnummer “Between You And Me” lover ret godt. Her lyder bandet næsten som U2, men allerede med næste skæring sætter selvhøjtideligheden og pompøsiteten ind.

“Map Of TheWorld” lyder stedvist som The La’s’ “There She Goes” fra 1990, mens visse synthesizer-passager i “When I Meet God” virker, som om de er løftet fra Wings’ “Band On The Run” fra 1973. “Anoraknophobia” er et helstøbt album: Gennemført uoriginalt, dræbende kedeligt og uinteressant.

1 af 6 points.

 

Til startsiden