The Mix (EMI)


Gaffa 12/91

“The Mix” blev årets niende bedste album, og Kraftwerk gav årets bedste koncert, fik det tredje bedste comeback, og blev kåret som årets femte bedste band af medarbejderne på Gaffa.

 

Per Juul Carlsen, Gaffa 12/91

Vi har nået fremtiden. Der er gået 17 år siden de to tyske musikstuderende Ralf Hütter og Florian Schneider-Esleben tog en elektronisk biltur med “Autobahn” og 13 år siden de drog gennem Europa i et syntetisk tog i “Trans Europa Express”. I dag dyrkes Kraftwerks idéer mere end nogensinde før. Det nye er imidlertid, at engelske grupper som Shades Of Rhythm, Fortran 5 og Orbital og Sheffield-pladeselskabet Warp med Nightmares On Wax, LFO og Sweet Exorcist dyrker Kraftwerks menneske-maskiner og robotter med nærmest nostalgiske briller.

Nutiden har opdaget, at fortidens gætterier om fremtiden (Metropolis, Klodernes Kamp, Jens Lyn...) var mere sjove og spændende end de var præcise. Kraftwerks spinkle og dukkeagtige robotter kan ikke bruges til en praktisk skid. De er forældet teknologi, men de er også god underholdning.
Altså står vi med et besynderligt fænomen: Nutiden genopliver og hylder kærligt en fortid, der leger med tanken om en fremtid, nutiden er ved at køre udenom i en stor bue. Er jeg forvirret? Måske.

Men hvis Hütter og Schneider ikke havde været små drenge i byen Düsseldorf i det tyske industri-distrikt Ruhr, ville vore dages musik uden tvivl lyde helt anderledes. Ligesom alt hvad der hed tysk kultur, blev Düsseldorf bombet til støv under 2. verdenskrig, og med det 20. århundredes funktionalisme og det tyske folks disciplin blev byen genfødt med et firkantet og futuristisk look. Et næsten lige så "koldt" og moderne udseende har andre hovedstæder på teknoens landkort, som de nord-amerikanske industribyer Detroit og Chicago, den nord-engelske industriby Sheffield (Human League, Cabaret Voltaire), Bruxelles og Antwerpen i Belgien og Düsseldorf, München og Frankfurt i Tyskland. (Spørg mig ikke, hvorfor Odense har så mange tekno-grupper).

Var Hütter og Schneider født i Vendsyssel, ville de Iyde som Niels Hausgaard og hedde Høloftet i stedet for Kraftwerk. På samme måde er rockmusikken et barn af 50'ernes nye fænomen, teenageren, og den industrielle tidsalder. Rock er udsprunget af kæmpe-fabrikkernes metalliske, stønnende, prustende og forurenende støj. Teknoen er derimod født af EDB-anlæggenes indtog på arbejdspladserne, PC'erne i hjemmet og skolerne, computer-spillene på grillbaren og de elektroniske kasseapparater i Føtex. Det store arbejde udføres ikke Iængere med tunge og støjende bevægelser, men digitalt: hurtigt og usynligt, uden af efterlade affald som støv, sod, støj og varme. Guitaristernes og trommeslagernes fascination af industriens store, tunge maskiner og beskidte støj er blevet afløst af synthesizer og sampler-freaks'enes beundring af mikro-chippens intelligens og hurtighed. Skal 90'erne nogensinde kunne blive guitarens årti, må det altsa være på grund af en naturkatastrofe, der sender den menneskelige og teknologiske udvikling 30 år tilbage i tiden.

Kraftwerk var altså langt forud for deres tid, selvom de egentlig bare forsøgte at beskrive deres samtid og dagligdagen i Düsseldorf. De omtaler selv deres musik som etnisk musik, der forsøger at beskrive omgivelserne. Kraftwerk har aldrig nævnt et ord om fremtiden, men de har skrevet simple sange om at køre på cykel, at være voksmannequin og bruge en lommeregner. Sammen med nogle få andre fantasifulde Düsseldorfere er Kraftwerk de eneste musikere, der nogensinde har tillagt robotter noget direkte positivt. Kraftwerks robotter er rare, hjælpsomme og følsomme (ofte triste) og konceptet om “Die Mensch-maschine” handler netop om venskabet mellem mennesker og maskiner.

Derfor er det højst besynderligt, at bortset fra de førnævnte engelske grupper og den sorte tekno fra Detroit, er de billeder af elektronikken og robotterne, 99% af Kraftwerks efterkommere viser, langt, langt mere aggressive og voldelige. Deres robotter hjælper sgu' ikke nogen, de skyder, myrder, knuser og udrydder. Enten fordi de vil gøre mennesket til deres slaver eller fordi mennesket har gjort robotterne til slaver. Fremtidsbilledet er udelukkende pessimistisk, og det viser først og fremmest, at grupperne (blandt andet to af navnene på Secrets 4; Sloppy Wrenchbody og Max M) virker mest skræmte over den teknologi, de hævder at hylde med musikken. Undskyldningen er, at dommedagsbillederne er en beskrivelse af nutiden. Men hvorfor, når udviklingen konstant har giort jordelivet mere behageligt og trygt siden det 15. århundrede? Det behøver man ikke engang være en lalleglad optimist for at kunne se.

Er Kraftwerk teknoens fædre, har børnene altså fået en dårlig opdragelse. Måske fordi den efterhånden blev lagt i hænderne på to Iæderklædte bøsser, der morede sig med at flirte med fascismens billeder. Det er nemlig en anden Düsseldorf-gruppes udtryk, der er forfædre til den 90'er-dansetechno, der pumpes ud fra små mellemeuropæiske pladeselskaber netop nu. Efter en meget grim og meget eksperimenterende garage"rock"-LP blev Deutsch-amerikanische Freundschaft til duoen Robert Gorl / Gabi Delgado, der med LP'er som “Alles Ist Gut” og “Für lmmer” og singlen “Der Mussolini” opfandt en simpel, svedende og monoton maskinmusik, præsenteret af de to herrer i Iæderbukser og svedig, bar overkrop. Og med en ironisk leg med fascismens image. Nogenlunde sådan har langt de fleste belgiske, tyske og endda et par danske set ud op gennem 80'erne. Det er også det image, engIænderne Nitzer Ebb, et af de sidste års mest populære tekno-bands, har kopieret. Trist nok er duoens mest trofaste fans, The Ebb-heads, ultra-højreorienterede skinheads, der ikke har fattet ironien.

Når rock'n'roll´eren Lou Reed beskrev sin generations musikopfattelse med ordene "Intet kan stikke to guitarer, bas og trommer", erstatter den næste generation dem med: "Intet stikker en masse samplere, sequencere og synthesizere''. Sniger du dig ind i en almindelig dansk 7. klasse vil du opdage, at halvdelen af drengene hører Miro, Quadrophonia, Prodigy og N-joi. Tekno er musik for den danske ungdom i 1991. Det samme er hip hop (den anden halvdel af drengene hører hip hop eller heavy - pigerne går ikke op i musik på samme måde som drengene).

Det er altså ikke helt tilfældigt, at Kraftwerk i 1991 har udgivet “The Mix”, en genindspilning af flere af deres klassikere, og at en anden væsentlig flok tekno-pionerer, tyske Die Krupps (ogsa düsseldorfere), har sammensat en opsamlings-LP, “91-81 Past Forward”, der indeholder klassikeren “Stahlwerksymfonie”, og "hittet" “Wahre Arbeit, Wahrer Lohn”. Det er heller ikke uden grund, at der netop er kommet en opsamlingsplade, “Retrotechno”, med kun fire år gamle "klassikere" fra Detroit's technoscene.

Begrebet tekno er selvfølgelig en mangesidet størrelse. Ligesom rock. Tekno er al den musik, der bruger elektronisk teknologi, uden at, Iægge den mindste skjul på det, og det dækker både canadiske Skinny Puppy's brutale, syge og grumme univers, Inner City's danseglade og poppede Detroit-techno, belgiske Front 242's electronic body music, Kraftwerks industrielle Volksmusik og belgieren CJ Bollands aggressive og grimme techno-house. Langt den mest populære af teknoens grene idag er Bollands. Gennem de sidste par år er der skudt en entusiastisk og stor kultur op i midt-europæiske byer som Frankfurt, Antwerpen og Bruxelles. Musikken bag er en aggressiv blanding af tekno og house, der har åbnet et utal af diskoteker og skabt en temmelig syg og overdrevet livsstil omkring store klubber som Omen i Frankfurts lufthavn. Antwerpen kan tilmed præsentere en tekno-klub, hvor folk kan slæbe en sovepose med og skiftevis danse og sove flere dage i træk.

I 1991 laves plader som bekendt af DJ's, ikke musikere, og alle de teknologiske tyske og belgiske DJ's er tilsyneladende ikke spor interesserede i at blive berømte eller overhovedet få sig en identitet. De gemmer sig væk bag solbriller og skyggen fra deres baseball-kasketter og giver sig selv numre og koder som T-99, Bigod 22, Cubic 212 og SL2 og Exit 100 (hvis sangskriver-team hedder Mike O.B. og T. 303 H) i stedet for navne. Og så skifter de dem tilmed ud hver gang de udsender en ny plade. Lige så lidt interesserede de er i at have et ansigt, lige så uinteresserede er de i at finde en egen musikalsk identitet. Det kan være ufattelig svært at spore hjernen bag en tekno-plade. Om det er Ghando fra Valby, Overlords fra Vesterbro, Mental Generation fra Odense, Joey Beltram eller Moby fra New York, eller Quadrophonia fra Bruxelles.

Som allerede nævnt: 1991 var teknoens år. Det var den musik, der dominerede dansegulvene (og Iyder den slatten fra sofaen, så virker den absolut på dansegulvet). Teknoen og dens endnu mere repeterende og hypnotiske lillebror, trance, er på tilbagetog nu, men teknoen har en vis evne til at vende tilbage med jævne mellemrum. For tre år siden kaldte den sig for eksempel New Beat uden at den lød særlig anderledes af den grund. Men ligegyldig hvornår eller under hvilken form eller titel teknoen får en renaissance i 1994, så bliver den først interessant igen den dag den opdager, at hverken mennesket eller maskinerne behøver være slaver af hinanden. De kan være venner.


Til startsiden