Chronologie (Polydor/Dreyfus)


Se & Hør 6/93

Elektronisk lydbølge, der skylder berusende ind over dig. Stort, drømmende og mediterende computer-musik.

 

Gaffa e.l. 6/93

Det er stort, flot, næsten overvældende smukt, det er fransk, det er Jean Michel Jarre. “Chronologie” er det seneste værk i den snart lange række af synthesizer-værker han startede helt tilbage i 1969 med “The Cage”. Siden har den nu 44-årige franskmand gang på gang skrevet historie med sine utraditionelle og ofte rekord-sættende koncert-events. “Chronologie” er et studiealbum, men det begrænser ham ikke. Det er stadig noget af det mest imponerende moderne synth-musik kan byde på.

 

Have, Aalborg Stiftstidende 1993

Med 17. værk siden debuten “The Cage” i 1969 er franske Jarre havnet ved lidt samme korsvej som britiske Mike Oldfield: hvad skal han satse på? Tjeppe radiohits med helt enkle, nærmest simple temaer? Eller længere, abstrakte, mere krævende, klassisk prægede suiter? Jarre gør begge dele. Og halvt af hvert.

“Chronologie” er blevet knap tre kvarters komprimeret guf for alle, der holder af både højstemt klassisk musik at sidde og lytte andægtigt til, og tungt pumpende disco/pop at danse sig stakåndet til. Rodet? Ikke spor. Omskiftelig og uberegnelig. Varm og behagelig. Med Jarres mageløse opdækning - 16 slags elektroniske instrumenter - som ledetrad. Værket Iægger ud med en knap 11 minutter lang suite med næsten samrne lurende stemning som på den berømte “The China Concerts”-plade; Men med sin 70'er-disco-atmosfære trækker nummer to, fire og seks kraftigt på Jarres succes med gennembrudshittet i “Oxygene” fra 1976. Sidste indslag blander veloplagt en slags house med klassiske klange.

4 af 5 points.


Til startsiden