Age of Impact (Magna Carta/ Nordic Metal)



Torben Askholm, Metalized (?) 9/98

Ja, når enden er god så er alting godt. Sådan vil Explorer´s Club sikkert gerne have det med deres første “Age Of Impact”. Endnu en gang møder vi John Petrucci i selskab med Terry Bozzio på trommer (han har snart spillet med alle der er værd at spille med), basguden Billy Sheehan (Talas, DLR, Mr. Big, Niacin), Trent Gartner på vokal og keyboard, Wayne Gartner på guitar (begge Magellan) med flere gæster så som James Murphy på guitar (Testament, Konkhra), James LaBrie på vokal (Dream Theater), D.C. Cooper på vokal (Royal Hunt) und so weiter... Det hele lyder lidt af et opkog af Magellan og Yes, og når ikke lige LaBrie (gør for øvrigt ikke et særligt godt job her) eller D.C. Cooper synger virker det hele en smule kedeligt. Så hvis det ikke lige var fra Bozzios fænomenale trommespil havde den nok ikke haft mange chancer hos mig.

3 af 6 points.

 

Claus, Metalized 9/98

53 1/2 minuts progressiv rock/metal af højeste klasse er hvad projektbandet Explorers Club byder os på. Her finder du musikere fra Mr. Big, Frank Zappa band, Dream Theater, Royal Hunt og Yes, altså toppen af den progressive musik-kerne. Magellan´s to hovedfigurer Trent og Wayne Gartner er også bagmændene bag denne udgivelse, hvilket med al tydelighed kan høres, da musikken er lige så pompøst og overgennemtænkt, som på deres egne udgivelser. Først og fremmest er det Trent der har skrevet musikken til Explorer´s Club, og det virker som om musikken er skrevet specielt til de musikere der optræder på pladen. Første sang “Fate Speaks” får et umiskendeligt Cairo-præg via sanger Bret Douglas (fra Cairo”!), sang nummer to med Dali´s Dilemma sanger Matt Bradley lyder helt anderledes, og igen med James LaBrie-fremførste “No Returning” er vi ovre i... godt gættet; Dream Theater-territorie. Royal Hunt sanger D.C.Cooper fremfører “Time Enough”, og dette er måske pladens flotteste sang - ihvertfald i mine ører. Afslutningsnummeret “Last Call” er symfonisk mesterværk uden sidestykke, rent onani for følelserne. Desværre synges lead-vokalen igen af James LaBrie, der ikke lige just kan siges at have haft sin bedste vokal med i studiet. Men generelt er Explorers Club yderst anbefalelsesværdig for enhver prog-fan, og et projekt jeg meget gerne vil høre mere til.

8,5 af 10 points.

 

Claus, Metalized 9/98

Siger navne som John Petrucci, Terry Bozzio, Trent Gartner, James LaBrie, D.C. Cooper, Bret Douglas, Billy Sheehan, Wayne Gartner, Steve Howe, Derek Sherenian, Frederick Clarke, James Murphy, Matt Bradley, Matt Guillory og Michael Bemesderfer dig noget som helst, så burde de straks råbe “Explorer´s Club” i vilden sky, for det er netop her du finder alle de førnævnte musikere. Dette er progressiv rock/metal på højeste niveau, et projekt som det i sig selv er ufatteligt at nogen har kunnet få til at fungere. Men netop det har for én mand (sangskriver, producer, sanger, guitarist, keyboarder og bagmand bag Magellan og nu Explorer´s Club - Trent Gartner), været en opgave der måtte og skulle løses. Hvorfor og hvordan fortæller han her;

“Efter den sidste Magellan plade, “Test Of Wills”, var jeg så utrolig træt af altid at lave det samme - jeg trængte til at prøve noget nyt. Og da jeg altid har ønsket mig at skrive sange for andre, blev jeg i fællesskab med Magna Carta enige om at gå i kanst med dette Explorer´s Club-projekt. Netop på dette tidspunkt havde alle de involverede fri fra deres hovedbands, og derfor lod det sig i løbet af kun en lille tre-ugers periode gøre at få indspillet alle fem sange”.

Det er Trent selv der har skrevet al musikken; et imponerende job, der må siges at være veludført. Logisk nok har meget af musikken en baggrund vi kender fra Magellan, om end en smule mere metallisk i guitararbejdet. Sjovt nok, og egentlig ganske fantastisk, har hvert enkelt nummer alligevel taget identitet efter de udførende musikere, f.eks. har “Fate Speaks”, hvor sanger Bret Douglas fra Cairo er at høre, taget en smule identitet efter netop Cairo, og “Time Enough” lyder ikke helt forskelligt fra sanger D.C. Cooper´s hovedband, Royal Hunt.

“Det var en meget interessant proces at få disse personligheders egen identitet ned i skæringerne, og noget som tog mig meget lang tid at fuldføre. Jeg havde jo allerede bestemt mig for hvem der skulle spille hvad på pladen, og derfor begyndte jeg at opbygge numrene netop omkring den enkelte musiker. Jeg skrev derfor “Fate Speaks” specifikt med Bret i tanke, og han skulle blot bringe sin egen personlighed ind. Jeg synes også at hver enkelt snag har sin egen identitet, og derfor er jeg også utrolig stolt af pladen”.

“Bret Douglas fra Cairo er en sanger jeg har kendt i mange år. Han har en krystalklar stemme, der minder mig om Steve Walsh fra Kansas, der er en af mine personlige favoritter. Det er den her rene, men utroligt lyse vokaltype, a la Jon Anderson fra Yes. Den næste sanger på pladen er Matt Bradley fra et helt andet progressivt band, der også findes på Magna Carta - nemlig Dali´s Dilemma. Han synger “Fading Fast”, der er en “mellow” sang med et Pink Floyd-agtigt præg. Matt har en utrolig spændvidde, og derfor var det fedt at høre ham på en så følelsesmæssig dyb sang. James LaBrie fra Dream Theater synger på to af sangene, og han er jo ganske enkelt en verdensstjerne”.

Da jeg nævnte for Trent at jeg mener LaBrie giver en ringe indsats i sin interpretion af “No Returning”, svarede han; “Synes du? Well, det er vel meget individuelt hvad man synes om ham. Jeg er godt tilfreds med ham, og specielt i “Last Call”, hvor han synger duet med undertegnede, er han helt fabelagtig. Jeg mener det er mig der har skrevet al musikken, så der burde jo også være plads til mig. Den sidste sanger, D.C. Cooper, er min favorit - han er ovenud fantastisk. Jeg kendte ikke meget til ham før, men nu er jeg overbevist fan af ham. Den mand kan synge alt, ganske enkelt alt.

I rytmegruppen er det Terry Bozzio (trommer), Billy Sheehan (bass) og min bror Wayne Gartner (rytmeguitar). Det er det eneste som er konsistent hele pladen igennem. Jeg føler det er vigtigt med en fast rytmegruppe over hele pladen, for at holde samme baggrundsstemning igennem alle 50 minutter. Wayne er med fordi han ved præcis hvad jeg kan li`, og han leverer ganske enkelt varen. Terry er utrolig - han er meget tematisk i sit trommespil, men har det her øjeblik, hvor det slår klik i han hoved, og han laver de vildeste ting. Billy Sheehan kan alt, han er som en kamelæon, og så spiller han “rock solid”.

Som sologuitarist er der først og fremmest John Petrucci, der er tærskesuveræn - en af verdens bedste guitarister, hvis du spørger mig. Derudover er gode, gamle Steve Howe med, og selvfølgelig James Murphy, som, jo er mest kendt for at spille dødsmetal, eksempelvis i Death, Obituary og Konkhra. Når han også kan bruges på en progressiv rockplade er det fordi han er meget undervurderet - total teknisk dygtig. Vi passer perfekt sammen, ham og jeg, det er hans energi mod mine harmonier, og det giver en fed hybrid.

På keyboard er der selvfølgelig Derek fra Dream Theater - han er jo en kanon-keyboarder, og så er der det nyeste skud på stammen af keyboard-originaler; Matt Guillory fra Dali´s Dilemma. Den mand bliver noget rigtig, rigtig stort. Han er en sindsyg keyboarder - mest af alt som John Petrucci på keyboard. Matt og jeg spiller i øvrigt også sammen på den nye ELP-tribute, hvor bl.a. også Robert Berry og Mike Portnoy medvirker.

Med navnet Explorer´s Club hentyder vi til at vi med projektet prøver at udforske kanten af den progressive musik - at udforske “ny grund”, og måske endda skubbe grænserne lidt for hvad der er tilladt inden for genren. Tit er det blot idéen inden for denne slags projekter at vise sin tekniske kunnen - her prøver vi at holde musikken i fokus, og deromkring at ligge musikernes individuelle evner, egne talenter og idéer. Vores mål er selvfølgelig at blive endnu bedre til at harmonisere tingene, få progressivitet i melodi og musikalske evner til at mikse bedre. Vi håber hele tiden at toppe os selv.

Der er utroligt mange progressive metal/rock-projekter for tiden, - der er alt for mange. Grænsen er nået! Folk har meget svært ved at se, hvad der er egentlige bands, og hvad der “kun” er projekter - musikerne flyver rundt fra det ene til det andet, og de prøver alle at overgå hinanden i teknisk snilde. Jeg ved godt at jeg heller ikke selv har været for god til at holde mig udenfor den slags, men man kan så også sige at de her “tribute-plader” som jeg har været involveret i er en anden slags end de egentlige projekt-bands. Vejen frem er i mine øjne en bedre produktion på tingene, mere “catchy” og mere melodiske sange og mindre teknisk progressive numre. Ellers ender alle de her projekter, og den progressive scene generelt, med at tage livet af sig selv.

På trods af det , kommer der en ny Explorer´s Club - det er helt sikkert. Jeg mener at vi har noget specielt at tilbringe prog-scenen, eller rock-scenen som helhed, og derfor tør jeg godt fortsætte med det. Hvornår ved jeg ikke rigtigt , for jeg har også stadig Magellan at tænke på. Desuden er jeg ved at lave en rock-opera om Leonardo Da Vinci´s liv, og det bliver noget helt andet end jeg laver normalt. Det kan vel stadigt puttes ind under progressiv-begrebet, men det er langt mere melodisk og “velovervejet”.Igen er det noget der skal udkomme på Magna Carta - og de støtter virkeligt op omkring mig. som du sikkert kan regne ud var det dyrt at samle alle de kendte mennesker til Explorer´s Club, men Magna Carta betalte hele gildet, så det er ganske fedt med sådant et selskab.

Jeg har tænkt lidt over hvem jeg vil bringe ind i det næste Explorer´s Club-projekt, og en ting er sikker; D.C.Cooper er en mand jeg gerne ville bruge igen - ellers kunne jeg godt tænke mig at arbejde sammen med Steve Walsh og Mike Portnoy. Resten er sådan lidt op til omstændighederne, - hvem har tid og sådan...”


Til startsiden