Falling Into Infinity (Eastweat / Warner Music)


Nis, Gaffa (?) 11/97

Som man nok husker var Dream Theater´s “Awake” et noget hårdere og mere guitarorienteret album end gennembrudsskiven “Images & Words”. “Falling Into Infinity” starter i stil med “Awake” med tonstunge guitarriffs og en lettere hvæsende James Labrie på vokalen. Dermed kunne man frygte en synkron-udgivelse uden nyskabninger og musikalsk udvikling. Heldigvis ligger landet ikke sådan, de sidste tre år er ikke gået hen over hovedet på amerikanerne. Samtidig med at være som en Dream Theater-CD skal være, er “Falling Into Infinity” også en åbning til nye musikalske områder for dette band.

“Falling Into Infinity” er fuld af typiske Dream Theater-ting, den tekniske overlegenhed, gode melodier, og en formidabel sanger i James Labrie. Der er også flere eksempler på, at musikerne kører et helt ekstremt klimaks op i et virvar af keyboard, guitar, bas og trommer, som de har gjort lige siden “The Ytse Jam" på debuten “When Dream And Day Unite”. Nyt er det at bandet i højere grad tør tage inspirationer fra andre stilarter uden at gemme dem bag metalliske lydsilhouetter. “Falling Into Infinity” er som alle andre langtidsholdbare plader: De kræver en del gennemlytninger for til sidst at blive uundværlige!

 

Volume ca. 1997

Så jubler vi folkens, for Dream Theater giver nemlig koncert i KB hallen lørdag d.6. december. Hurra for det, og dobbelt hurra fordi de ikke bare har lavet en ny "Awake", som set i bakspeilet nok manglede en del i regulære sange og melodier, men det har "Falling Into Infinity” til gengæld i rigt mål. Samtidig er det i mine ører, uanset hvad andre siger, umiskendeligt Dream Theater, selvom det er anderledes, og det er ihvertfald præcis DEN plade, jeg havde håbet at høre. Kompositorisk stærkere, større, mere følsom og en roligere og mere afslappet atmosfære, uden at man alligevel på noget tidspunkt finder anledning til at kramme sovebamsen. Hør bare "Peruvian Skies”, der indledes så dystert afdæmpet for siden at eksplodere i heftige rå riff, eller numre som de for DT så typiske "Trial Of Tears" på 13 min. og især den helt forrygende 12 min. lange “Lines In The Sand", som så fornemt veksler mellem intense og rolige passager. Det bør være overflødigt at nævne de individuelle musikeres præstationer, der er i top over hele linien, men man imponeres nu ekstra over John Petrucci, der for alvor har nået et gudeværdigt niveau, og så kan jeg fælde glædestårer over sanger James Labrie i "Hollow Years" og "Take Away My Pain", der er to af de flotteste ballader, jeg har hørt i umindelige tider, og som også er krydret med mange små fine detaljer. Jeg vil ikke driste mig til ligefrem at sammenligne “Falling Into Infinity" med deres nærmest rockhistoriske mesterværk "lmages And Words" fra 1992, men jo flere gennemlytninger, jo tættere på kommer den, og jeg tvivler på at vi overhovedet får en smukkere plade at høre i år.

5 af 5 points.

 

Til startsiden