Archiva (Resurge / MD)

Morten Christiansen, Volume 11/96

Nej, overskriften er bestemt ikke nedgørende ment, men blot beskrivende for hvad disse to nye Asia-plader byder på. Godt 50 minutters ikke tidligere udgivet materiale fra årene 1987-96 er der på hvert af de to albums, og derved er man selvfølgelig advaret om, at det er lidt af en rodebutik. Der er ingen kronologisk orden, for sangene er blandet godt på kryds og tværs af årstallene, men man bliver dog ikke ladt i stikken, for der medfølger i bookletten en lille historie om hvert enkelt af de i alt 24 numres oprindelse. Det siger sig selv, at ikke alt materialet er lige holdbart, for ellers var det vel ikke blevet valgt fra i første omgang, men nu erAsia med de to bagmand Geoff Downes og John Payne jo, næst efter Journey, et af de ypperligste navne i AOR genren, så alene af den grund er "Archiva 1+2" begge uundværlige i samlingen, hvis man er til pompøs radiorock. Alt i alt er disse udgivelser et dejligt initiativ, og det havde været utilgiveligt, hvis perler som "Heart Of Gold" og "Boys From The Diamond City" fra I´eren samt "Obsession", den meget smukke "Don't Come To Me" og den fremragende rocker "Satellite Blues" fra 2 'eren aldrig var blevet udgivet!

3 af 5 points.

Til startsiden